Sådan diskrimineres og isoleres ældre transpersoner i ældreplejen

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly UK

Pensionsalderen er ofte kilde til ængstelse, ubehag og plage for ældre transpersoner. De svigtes af det system, som de i stigende grad er afhængige af, efterhånden som de bliver ældre – både af plejehjemmene og personalet, der arbejder der. Uanset om det skyldes uvidenhed om transpersoners specifikke behov eller en decideret fjendtlig holdning til dem, så svigtes en af samfundets mest sårbare grupper af de selvsamme institutioner, som er til for at beskytte og tilgodese dem.

"Vi har set tilfælde, hvor transpersoner er blevet dårligere behandlet af deres plejere," fortæller aktivisten Jenny-Anne Bishop, som er med til at drive The Rainbow Lives Project – en velgørende organisation, som blandt andet tilbyder kurser i viden om mangfoldighed til plejepersonale. "De begynder at gå i opløsning, indtil de bliver overført til et sted, hvor de er mere accepterede."

"Der er helt sikkert områder af plejen, der fungerer rigtig dårligt," tilføjer hun. Bishop arbejder nu på et projekt med Swansea University, hvor hun interviewer og indsamler information om situationen for ældre transpersoner i Wales, Storbritannien. Gennem sit arbejde har hun talt med ældre transpersoner fra alle samfundets lag om deres erfaringer med aldersrelaterede social- og sundhedsydelser. Ligesom med store dele af transoplevelsen, så mener Bishop, at måden, beboerne behandles på plejehjemmene, afgøres ved faktorer, som personerne ikke er herre over.

"Der var en, der sagde, at den dag, de skulle på plejehjem ville være dagen, hvor de førte deres selvmordsplan ud i livet, fordi de var så bange for at blive dårligt behandlet og latterliggjort," fortæller hun om den frygt for ældreplejen, som mange transpersoner giver udtryk for. Det er et udtalt problem blandt LGBTQ-personer på plejehjemmene. "For nylig var der en ældre mand i Liverpool, der hængte sig, fordi han blev chikaneret for at være homoseksuel. Så det er et virkeligt problem."

I oktober 2015 offentliggjorde Tonic Housing planer om at åbne Storbritanniens første LGBT-plejehjem som en reaktion på den diskrimination, som gruppen mødes med. Planen har dog stadig lange udsigter, og selv hvis det bliver en realitet, vil hjemmet kun have plads til cirka 150 beboere. Indtil da er virkeligheden for mange ældre LGBTQ-personer, at flytningen til et plejehjem er ensbetydende med at gå tilbage i skabet for at undgå at være udsat for de andre beboeres snævertsynethed. Det er dog ikke alle, der har den mulighed.

"Der var en transkvinde, som ingen af de andre beboere ville snakke med," fortæller Bishop. "De ville ikke sidde sammen med hende til måltiderne, de ville ikke lade hende være med til spilaftener, og de sørgede bevidst for, at hun ikke kunne se sine yndlingsprogrammer i tv. Derefter begyndte plejerne at yde dårligere pleje, og der var ingen der tjekkede, om hun spiste sine måltider. Hun har det godt nu, fordi vores gruppe i Liverpool fandt ud af det og fik hende flyttet til et hjem, hvor de er mere accepterende."

Julia Barber begyndte sin transition som 60-årig, kort efter hun blev pensioneret. Hun bor nu i Bury St Edmunds i Suffolk, Storbritannien. Landsbyen med et indbyggertal på 69.690 mennesker er ikke ligefrem kendt for sit transmiljø. Da hun fortalte sin praktiserende læge om sin intention om at skifte køn, var hans skeptiske svar: "Du ved godt, at det her er Bury St Edmunds, ikke?"

I dag går halvdelen af hendes tid med at tage hånd om sin kone og den anden halvdel med at kæmpe for transinkluderende praksisser i sundhedssektoren. Derfor kender hun alt til den mangel på forståelse, som transpersoner mødes med i ældreplejen.

"Det nager mig rigtig, rigtig meget at tænke på, hvad der sker med en transperson på et plejehjem sammen med en masse andre ældre, når nyheden slipper ud," fortæller hun. "En person kan virke fuldstændig "normal", men når det slipper ud at personen er transkønnet, så ændrer folks adfærd sig. De andre beboere på plejehjemmet kan komme til at gøre livet meget, meget ubehageligt for den person."

Foruden manglen på accept på plejehjemmene, så er Barber også bekymret for sin læges evner til at forstå en ældre transpersons behov. "Min endokrinolog er virkelig gammeldags," fortæller hun. "Jeg skal være i hormonbehandling (HRT) resten af mit liv, så jeg skal have taget en årlig blodprøve. Det er de praktiserende læger i det her område ikke rigtig bevidste om, så jeg er nødt til at minde ham om det og sige: Er det ikke snart tid til en blodprøve?, fordi konsekvenserne ved blodpropper på HRT er enorme. Det bliver min opgave at minde ham om det, men hvad nu hvis jeg glemmer at minde ham om det, når jeg bliver ældre?"

Uvidenhed og intolerance over for transpersoner – unge som gamle – er også et udtalt problem på psykiatriske afdelinger, hvor patienterne er endnu mere sårbare.

"Jeg har hørt folk blive benævnt med begge deres navne – altså både deres foretrukne navn og det navn, de blev givet ved fødslen – hvilket er totalt upassende," fortæller Claire, som arbejder på en psykiatrisk afdeling og har bedt om at forblive anonym. Claire er et opdigtet navn. Hun har også hørt personalet referere til patienter som 'han-hun' og 'den'. "Det er så forkert," tilføjer hun.

Claire har også oplevet personalets negative reaktioner over for transkønnede patienter, som klæder sig i overensstemmelse med deres kønsidentitet.

"Der er mange mennesker, som 'crossdresser', og det er jo fint, når det er det, de vil," fortæller hun. "De skal allesammen behandles med respekt. Der skal ikke være den slags reaktioner, hvor folk siger, 'Nej, du kan ikke gå i mandetøj.' Det sker virkelig på afdelingerne. Man skal kalde dem ved det navn, de bruger. Man skal lade dem klæde sig, som de vil. Man skriver ikke 'den' i deres journal. Mange menneskers mentale sundhed lider under den måde, de bliver behandlet på, fordi de er trans."

Claires erfaringer er en indikation på, at mange ansatte på plejehjem og psykiatriske afdelinger ikke kan se udover den binære kønsopfattelse – en forsømmelse, som er kilde til forvirring og latterliggørelse.

"Der findes et helt spektrum af identiteter, som folk besidder," fortæller Jenny-Anne Bishop. "Deres kroppe stemmer måske ikke over ens med det køn, som de identificerer sig med. Hvis nogen har brug for hjælp til at klæde sig på eller af eller blive vasket, så er der altid en fare for, at plejeren bliver overrasket, griner eller siger noget nedsættende."

Da National Care Association blev spurgt, hvad de gør for at sikre, at plejehjemmene ikke overser deres transkønnede beboere, svarede de: "Alle individer, som kommer i betragtning til pleje, får lagt en personlig plan for plejen. Den inkluderer al den information, det kræver at støtte dem i at leve deres liv på den måde, de ønsker det. Jeg går ud fra, at man i udviklingen af planen, i samarbejde med individet og de nærmeste, tager højde for, at alle deres behov bliver registreret og imødekommet."

Diskriminationen af ældre transpersoner opstår både i mødet med decideret transfobi, men den er også et produkt af uvidenhed omkring transmiljøets behov og nuancer.

"Det er en stor kulturudfordring. Noget, der føles transfobisk, stammer ikke nødvendigvis fra massiv snævertsynethed," fortæller Chryssy Hunter, som forsker sammen med Bishop i de komplikationer, der opstår for transpersoner, når de lider af demens.

"Vi har vænnet os til, at folk har forskellige seksualiteter, men det, at folk har forskellige, fleksible og omskiftelige kønsidentiteter, er noget langt nyere," fortsætter hun. "Folk har meget sværere ved at forstå det. Det er kun gennem viden og kendskab, at folk kan lære at forstå det. Jeg tror ikke på, at et par kurser på plejehjemmene kan løse hele problemet – kun en del af problemet. Vi er nødt til at kigge på det i et langt bredere perspektiv."