Jeg spurgte mine Tinder-matches, om kvinder skal have retten til deres egen krop på nettet

"Denne fredag er en lille sejr for mig", sagde Emma Holten, da regeringen for en uge siden meldte ud, at den vil hæve strafferammen for digitale sexkrænkelser – også kendt som hævnporno - fra seks måneder til to år. Og i virkeligheden er det en sejr for alle, der mener at det åbenlyst ikke kan være ok at dele private billeder, der ikke var tiltænkt andre, med hele verden – og at det aldrig kan være den forurettedes skyld. Så er det ligesom på plads.

Eller hvad?

I den her uge kom organisationen Sex og Samfund, i forbindelse med deres årlige tilbagevendende initiativ "uge sex", med en opfordring til, at børn og unge bliver undervist i deres rettigheder til deres krop, seksualitet og privatliv i forbindelse i seksualundervisningen. Det fik Berlingske til at hive fat i en børnepsykolog for at høre, "hvordan man som forældre skal håndtere, at ens børn udøver dele af seksualiteten på nettet". Og børnepsykologens siden meget omdiskuterede svar var, at deling er nøgenbilleder kan sammenlignes med at få et kørekort og så køre for stærkt. "Og så er det ikke synd for dem, når de kommer og har fået en fartbøde." Så meget for den sejr, når der findes "fagfolk", som ham, var min første mismodige tanke.

Men hvad med dem, der potentielt kan få tilsendt mine nøgenbilleder (hvis de er ekstremt heldige) og dele dem (hvis de er nogle kæmpe røvhuller)? Ved mine Tinder-matches, at det snart er endnu mere strafbart, er de indforstået med konsekvenserne – eller synes de i bund og grund også bare det er min egen skyld, hvis min nøgne krop bliver delt digitalt mod min vilje? Det satte jeg mig for at finde ud af.