Vi testede stoffer på en australsk musikfestival

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Australien/NZ

Mellem november 2014 og december 2015 er seks mennesker døde af at tage stoffer på australske musikfestivaler. I flere af tilfældene skyldtes det ikke engang overdosis. I stedet var der tale om folk, der havde fået noget af en ven, en vens ven eller en fremmed på et toilet. Så havde de en voldsom reaktion på nogle af de kemikalier, der har været blandet i hvad de nu engang troede, at de tog, og kom aldrig hjem igen.

I Holland har de offentlige faciliteter til at teste stoffer og undgår derved oftere den slags dødsfald. Her kan folk teste, om deres piller er giftige, og kan derfor træffe en informeret beslutning om, hvorvidt de vil stoppe dem i kæften. Folk med rigtige stoffer tager dem, folk med falske piller med rengøringsmiddel i lader være - alle overlever.

I Australien foretrækker de åbenbart at folk dør frem for at signalere, at det er okay at tage ulovlige stoffer. Det er ikke engang en overdrivelse. Politikeren Troy Grant har for nyligt har udtalt til ABC: "Vi har ikke tænkt os at facilitere en test for noget, som er ulovligt, for at se om det er sikkert at indtage eller ej. Vi vil ikke tolerere ulovligt stofbrug, punktum."

VICE besluttede at tage sagen i egen hånd og gå ud og teste nogle stoffer. Vi kontaktede et firma kaldet EZ Test, som med glæde donerede nogle tests. Så tog vi på en musikfestival, som vi ikke kan nævne ved navn på grund af de føromtalte lovmæssige begrænsninger.

Prøvernes fremgangsmåden er ret enkel: Man tager en lille prøve af stoffet (cirka på størrelsen med hovedet på en tændstik) og blander det med nogle farveløse kemikalier i et plastikrør. Væsken i røret skifter så farve afhængig af stoffets aktive ingrediens. Så sammenligner man farven med en oversigt, som beskriver, hvad der er i stoffet.

Det tog noget tid at finde folk, som ville donere deres stoffer til videnskabelige formål. Alle troede, at jeg var politibetjent, indtil jeg sagde, at jeg ikke var det. Efter de var blevet forsikret om det, tøvede de også med at give tilladelse til, at vi måtte tage billeder af deres stoffer. Ikke billeder af deres ansigter - bare billeder af deres stoffer.

Endelig fandt jeg en fyr, som vi kan kalde for Edward. Han havde et gram ketamin, som han havde købt af en ven for 1000 kroner, men da vi foretog en test, viste det sig at være ritalin. Edward var ikke imponeret. "Hvis jeg var inde i byen, ville jeg bare ringe efter nogen andre og få fat i noget andet," fortæller han. "Men jeg er ude midt i ingenting, så jeg er nødt til at tage det." Jeg spurgte, om han ville blive ved med at tage stoffer, selvom de ofte er noget andet, end det giver sig ud for at være. "Ja," svarede han med det samme. "Fordi det er grineren."

Generelt blev jeg overrasket over, hvor meget metamfetamin, der var over det hele. Jeg havde tests til ecstasy, ketamin, kokain og syre. For et par år siden ville det have dækket festivalforbruget rimelig godt, men der er sket meget på kort tid. Jeg lagde mærke til flere crackpiber, end jeg havde regnet med.

Der var nu også ret mange piller, og de fleste af dem virkede okay. En 23-årig fyr, som vi kan kalde for Matt, havde nogle piller, som med det samme viste en mørklilla farve, hvilket er synonymt med "ecstasy" ifølge testen. Matt var stærkt tilfreds.

Der var en periode for måske fem år siden, hvor man tog en pille og ikke oplevede en stærkere rus end en Red Bull, hvis man da ikke endte med at kaste op hele aftenen. Det lader til at have ændret sig for et års tid siden. Måske er det på grund af pushere på det dybe net eller noget, men ecstasy er tilbage. Som Matt sagde, "Jeg skulle have købt flere. Jeg vidste, at det var godt."

Når det er sagt, så mødte jeg også et par stykker, som troede, at de havde ecstasy, indtil det viste sig at være amfetamin (speed). En af dem var Alex, som havde skaffet sine stoffer et par uger inden festivalen, fordi han "ikke ville have travlt og gerne ville have styr på det, inden det blev for svært at få fat i." Til trods for hans indsats blev stofferne orange i testen. Jeg spurgte Alex, om han havde noget at sige til sin dealer, men han fnøs det bare af sig. "Det er en ulovlig handel," sagde han, mens han trak på skuldrene. "Der er ikke nogen forbrugerrettigheder."

Dagens mest bekymrende begivenhed var at få et resultat, som ikke matchede med nogen af mulighederne i manualen. Det var angiveligt MDMA, men testen viste orange med et sort skær. Jeg e-mailede billederne til EZ Test, som bekræftede, at orange indikerer amfetamin, men at det sorte kunne være hvad som helst. Sort betyder ifølge manualen DXM eller Dextromethorphan. Det er et kemikalie, som holder hosterefleksen nede og som derfor findes i hostesaft. I store mængder kan det give en hallucinerende effekt som minder om ketamin, og i meget store mængder kan det standse vejrtrækningen. Men det er selvfølgelig kun, hvis det rent faktisk var DXM. I virkeligheden gættede vi bare.

Gus, som havde doneret prøven, virkede ikke særligt overrasket. "Ham, jeg købte det af, er en douchebag," fortæller han. "Jeg havde egentlig bare tænkt mig at tage det, men nu er jeg blevet lidt afskrækket."

Nu gav projektet mening. Gus sagde, at han godt kunne finde på at tage stoffer i fremtiden, også uden at være sikker på hvad det var. Men fordi han havde en test til stofferne, kunne han i det mindste tage en velinformeret beslutning om, hvad han i dette tilfælde ville fylde sin krop med.

Det er den virkelighed, som de australske politikere ikke medregner. Det kan da godt være, at folk ikke burde spise ting, som måske forgifter dem, men de vil stadig gøre det. Det har de altid gjort, det vil de altid gøre - det ligger til den menneskelige natur. Så i stedet for at lovgive ud fra en romantisk forestilling om samfundet, så burde man målrette politikken til det samfund, vi rent faktisk har, og redde nogle liv.

Mere fra VICE:

Er pushere bange for, at deres kunder dør?

Jeg byttede en cigaret til en pose coke på en festival

Her er vores bedste artikler om stoffer fra 2015